Denne lille Puntius-art er meget almindeligt forekommende i handlen, og den er billig og derfor næsten også altid at finde i "begynder"-akvariet. Men man kan også støde på den i de mere "etablerede" akvariekredse, og der er ikke noget at sige til det.
For det er nok en af de skønneste og nemmeste fisk man overhovedet kan få til selskabsakvariet. Hannernes stærkt rødbrune krop og finner er en pryd for øjet, og giver det ellers så grønne akvarieinteriøre et ekstra pift.
Hannen
Størrelsen er 5 cm for begge køn, og de har begge et sort/brunt længdebånd, som går fra mund over øjet og ned til haleroden. Desuden er fiskene udstyret med et par skægtråde. Men så hører ligheden mellem kønnene også op. Og lad os starte med den flotte han:
Hans kropsfarve er som førnævnt stærkt rød/brun, og deraf har fisken også fået et af sine mange populærnavne, nemlig Sherry-barbe. Hans finner er i samme farve, og over det sorte bånd, kan man svagt antyde et lysende bånd.
Hunnen
Hunnen er helt anderledes i sine farver, men alligevel ikke kedelig. Over det mørke bånd finder vi et lysende bånd, og igen over dette er ryggen nærmest mørk beige.
Under den mørke stribe mod bugen, er hun lys beige, og de ret store skæl er hver forsynet med en sort plet. Hendes ryg- gat- og bugfinner er orangerøde.
P. titteya kommer fra Asien, hvor den er udbredt fra Kelani til Nilwala, Sri Lanka. Her lever den hovedsageligt i skyggefulde og langsomtflydende bække, med blød bund i form af f.eks. blade.
P. titteya kommer fra Sri Lanka, hvor man kan finde i roligt strømmende bjergbække. Og i akvariet skal den holdes som det den er, nemlig en stimefisk. Det vil sige ikke under 10 fisk, og da den er fredelig, nem og ikke mindst livlig er den selvskrevet til selskabsakvariet.
Hannerne jager hunnerne og udøver positurkampe med udspilede finner, og elsker at stå under skyggegivende planter og trærødder. Mest glæde får man ved at holde den i forholdet 2 hanner til én hun.
P. titteya er absolut ikke kræsen, da den æder alt hvad den kan gabe over - og den bliver ved. Så pas på ikke at overfodre den. Selv en ordentligt portion tørfoder er barnemad, så da den også skal have lidt grønt, skulle det ikke være noget problem. Frostfoder er helt ideel til denne fisk og her er mulighederne mange.
P. titteya stiller ikke store krav til vandets kemiske sammensætning, blot det er rent og iltrigt. Hårdheden kan ligge fra 4 til 16 dH, og pH'en kan passende ligge på 7. Temperaturen bør ikke være under 24oC.
Akvariet skal helst være 1 meter langt, eller med megen fri svømmeplads til at boltre sig på. Det indrettes med tætte plantetykninger, som også gerne må kaste lidt skygge. Men de fintløvede planter må ikke mangle, da det er omkring disse at jagten og revirkampene foregår. Ellers kan man dekorerer med trærødder og sten, som det passer en.
P. titteya er nem at opdrætte, og er god at trække erfaringer på, hvis man er vordende opdrætter af æglæggende småfisk. Akvariet kan være på bare 30 ltr, og i bunden lægges hasselnødde store sten,net eller en glasrist, for at beskytte æggene mod forældrenes rov. Desuden udstyres akvariet med et varmelegeme og en luftsten, og husk en dusk fintløvet plante til "legeplads".
Har man ingen fintløvet plante, eller en nøgle til en akvarieforretning på en søndag, kan man bruge en lege-moppe som Killi-freaks bruger til opdræt.
Akvariet "køres ind" i ca 2-3 dage, og temperaturen skal være på ca 260C. Hunnen søsættes om aftenen, og hannen følger trop den næste dag. Og den vilde jagt går ind. Efter en halv dag er det hele ovre, og fiskene står og puster ud i et hjørne (de kan lægge op til 200 æg!). Forældrene tages op, og akvariet tildækkes, og skal så stå urørt i de næste 5-6 dage.
Efter en ulidelig ventetid, fjernes afdækningen forsigtigt med rystende hænder og svedig pande - er det mon lykkedes? Dette afsnit af opdrættet er altid spændende - og selvfølgelig er der unger - ikk' oss'??
Ungerne kan straks de er fritsvømmende, fodres men nyklækkede Artemia eller infusorier, og efter ca 14 dage kan de tage cyclops og siede dafnier, men frosne bosmider er også vældig godt til dem.
Ved god fodring og hygiejne er fiskene fuldvoksne allerede efter et halvt år, og der er sædvanligvis mellem 30 og 80 unger, som man så kan dele ud af til venner og bekendte. Kort sagt - en flot, spændende og nem fisk.
Orden: Cypriniformes (Karper)
Familie: Cyprinidae (Karpefisk)
Synonymer: Barbus titteya.
Populærnavne: Streg-barbe, Titteya-barbe, Sherry-barbe.
Etymologi
Puntius: - efter lokalt navn på udbredelsesområdet.
titteya: - efter de indfødtes navn på denne og beslægtede fisk, Lal titteya, Varian titteya, m.fl.
powered by FreeFind |
Det er tilladt at låne artikler, fotos, og tegninger her fra falz.dk
Læs lånebetingelserne
Download:
Denne artikel fylder ved download, ca. 2 1/4 sider i A5-format, med en skriftstørrelse på 10 pkt.
Times New Roman
- uden billeder..!
Fotos og tegninger skal hentes/lånes separat, og fås derved i en bedre kvalitet.
Dokumentet er i Word-format.
KUN for redaktørere..!
Udskrift:
Artiklen bruger 2 stk.
A4 sider - incl. billeder.
Tilladt for alle..!