Mit 4,6 liters nano-akvarium

Mit 4,6 liters nano-akvarium

Foto: © Vagn Mark - Akvamesse 2006 i Randers

Tjah, så har jeg lavet endnu et "tagrende"-akvarium, og denne gang er det på bare 4,6 liter. Men nu er vi ved at være dernede i literstørrelse, hvor det ikke længere er ansvarligt at holde fisk i det..!

Jeg fjernede al den gamle maling og det gamle kit, sleb stellet med smergellærred korn 120, og sprøjtemalede stellet med grå hammerlak.

Lampen lavede jeg af noget rustfri stålplade, hvori jeg monterede en lille fatning i enden. Og i den satte jeg en lille køleskabspære på blot 25 watt.

Da jeg limede det nye glas i stellet, brugte jeg først dobbeltklæbende tape, som jeg satte i stellet, hele vejen rundt, der hvor front-, bag-, og sideruder skulle sidde. Derved var det bare at trykke alle glassene på plads, så der var styr på dem alle på én gang.

Jeg lagde en zig-zag-pølse af silicone i bunden af stellet, og pressede en glasbund i. Nu var det bare at fuge det hele på én gang, uden at skulle vente 1 dag hver gang man havde limet et glas i stellet - man slipper også for at skulle skære overskydende silicone af, hvis man bruger det mellem glas og stel.

Af planter har jeg sat en lille potte Cryptocoryne wendti 'Brown', lidt Eleocharis acicularis, og dækket næsten hele bunden med algebolde Cladophora aegagropila.

Sidstnævnte trak jeg ud, og krængede dem omkring nogle små sten, som jeg så lagde i akvariet, startende med forreste række. Bagved lagde jeg et lag bundlag - lagde den næste række - endnu et lag bundlag - næste række osv osv, indtil jeg nåede bagruden. Derved fik jeg et skrående bundlag, frem mod forruden, og ikke mindst - ét lag algebolde...

Af fisk - Næh, nej - ingen fisk, blot 2 stk. Armano-rejer som futter rundt og spiser hvad der dukker op af små alger - de store tager jeg selv med min pincet..!

powered by FreeFind