Du er her: Artikler » Boganmeldelser » Andet

servermarket

powered by FreeFind

 

Det er tilladt at låne både artikler, fotos, og tegninger her på falz.dk. Læs nærmere om lånebetingelserne HER
 

Udskrift

Artiklen bruger 2 stk.
A4 sider - incl. billeder.
Tilladt for alle..!
 

Valid XHTML 1.0 Transitional

Valid CSS!

Havedammens forunderlige verden

Forfatter: Peter Schiang

Forlag: Eget forlag - 2000

Antal sider: 176

ISBN 87-987856-0-5

Sprog: Dansk

 Går man med planer om at anlægge en havedam i sin have, bør man finde noget litteratur, hvor man kan hente oplysninger om hvordan det hele kan/skal føres ud i livet. Her er det så at man støder på denne gedigne bog af Peter Schiang.

 Her er alt hvad den uerfarne bør tilegne sig af visdom, men bogen er så sandelig også eminent til opslag for den mere erfarne havedamsbesidder.

 Bogen er logisk opdelt, selvfølgelig startende med havedammens opbygning: Her er tips og tricks at hente, og en masse gode illustrationer i form af fotos og instruktive tegninger. En del af de affotograferede eksempler af havedammene, er af japansk inspireret karakter, hvilket for mig er helt i orden!

Havedammens Forunderlige Verden

 Næste kapitel handler om vandrensning og om vandkvaliteten i havedammen. Kapitlet er ret omfattende, og handler om alt indenfor de forskellige former for filtre. Dog vil jeg her lige komme med min pegefinger og sætte den på en mangel i kapitlet. Der står intet om de nye proteinafskummere, som man kan få til havedamme.

 Bogens første oplag er fra år 2000, og selvom det tager tid at skrive en bog, burde et afsnit om proteinafskumning være med – uanset om forfatteren er for eller imod brugen af en sådan. Men lad det nu være, for det kommer måske med i næste oplag.

 I afsnittet om brun vand i havedammen, anbefaler Peter brugen af et kemikalieprodukt – det gyser helt sikkert i enhver erfaren ejer af en havedam, som sværger til traditioner stammende helt fra Ole Rømer´s tid. Men Peter forsikrer at stoffet overhovedet ingen bivirkninger har, og når man tør postulere et sådan udsagn i en bog, burde man roligt kunne læne sig op ad hans erfaring.

 At Peter Schiang ved en del om vandets kemi, er der ingen tvivl om, og han formår at skrive om et dræbende emne på en måde, så selv den værste næsepiller læser kapitlet til ende uden at kede sig.

 I kapitlet om gæsterne ved havedammen, nævner Peter en hel del spændende dyr som kommer af sig selv, og omkring Fiskehejren kommer han med en hel del løsninger på, hvordan man kan slippe af med den – vel at mærke på en sådan måde, at man ikke kommer i konflikt med både våben- og fredningsloven.

 Gavnlige dyr i havedammen, er det næste ”lille” kapitel, hvor der kort og præcist, beskrives de forskellige dyr, som man kan ”få” til havedammen, og som kan gøre nytte.

 Og nu mine damer og herrer..! – kommer Peter til fiskene. Næsten halvdelen af bogens 176 sider, handler om fisk. Hva´be´har - hva´ si´r du så..? Først står der lidt generelt om fiskene, og om hvordan og hvornår de fodres, og så et lille afsnit om hvor de kommer fra.

 Herefter kommer et kæmpekapitel indeholdende fiskebeskrivelser af kort sagt alt hvad man kan få til sin havedam. Især udgør Koikarperne en stor del af kapitlet med ikke mindre end 29 sider med beskrivelser af vandkvalitet, fodring, formering, anskaffelse, og endelig en udførlig beskrivelse af de forskellige varianter.

 Beskrivelserne er fulgt op af flotte fotos af hver variant – fotos som Peter har fået lov at låne fra både Magazin Koi Kurier og fra Otaga koifarm. Det er virkeligt guf for Koifreaks..!

 Fiskesygdomme i havedammen er et andet stort kapitel, med noget så instruktivt som hele to let anvendelig nøgler, til diagnosticering af både adfærdsændringer og fysiske ændringer. Peter beder dog læseren om lige at putte en finger i jorden, idet nøglerne giver sandsynlige årsager til ændringerne hos fiskene, og en mere sikker eller en korrekt diagnose kun kan stilles af en rigtig fagmand – hvor mon man så finder sådan én henne..?

 Har man sagt fiskesygdomme, og gerne vil blive ved det som kan give problemer, må man også sige alger. Det er også lige netop hvad Peter gør i det efterfølgende kapitel. De forskellige algetyper beskrives med årsager til deres opblomstring, og selvfølgelig har Peter en løsning til hvordan man kommer af med dem igen – eller begrænser dem mest muligt.

 24 sider i bogen er sat af til beskrivelser af planter til havedammen – igen udførligt vel at mærke..! 25 forskellige sumpplanter, 6 flydeplanter og 5 ægte vandplanter. Hertil skal lægges 10 sider kun omhandlende Åkander, med beskrivelser af de forskellige typer, udplantningsstedet, plantejorden, og om hvordan man beskytter dem mod fisk, og endelig en let gennemgang af de sygdomme som Åkanderne kan udsættes for, og selvfølgelig lidt om hvad sygdommene  kommer af, og hvordan de eventuelt kan elimineres.

 Det er faktisk det sidste afsnit i bogen, og det kan man kun begræde. Peter Schiang formår at skrive på en naturlig og letforståelig måde, og hans entusiasme skinner helt klart igennem bogens tekst. Som regel er det således, at en entusiast "arbejder" i højere luftlag end os almindelige dødelige, og en succes-løsning af de forskellige problemer som kan opstå, beror alene på hvor meget guld man kan hive op af en tegnedreng..!

 Men ikke hos Peter, læg blot mærke til de tre sidste sætninger i afsnittet om Åkandernes sygdomme og skadelige smådyr. Citat: Langt mere problematisk kan et besøg af ænder være. De ejer evnen til (endda på meget kort tid) at omdanne en smuk, lille havedamsbiotop til noget, der synes som et genopretningsprojekt. ”Behandling” sker ved råb, viften med arme samt andre spontane indfald. Citat slut. Jamen, er det ikke herligt..?

 Havedammens Forunderlige Verden er den ultimative bedste havedamsbog som findes på dansk - ikke mindre..! Her er alt hvad man behøver at vide, og meget mere til. Peter Schiang har selv udgivet bogen uden "indblanding" fra etablerede forlag – alene det at vil stå med alt ansvaret, ikke mindst den økonomiske del af det, viser blot at han ligefrem brænder for at komme ud med sine erfaringer
– uanset om et forlag vil tage bogen til sig eller ej.

 Havedammens Forunderlige Verden er på 176 sider, og indeholder 266 farvefotos (foruden dem på omslaget), samt 55 tegninger og skematiske illustrationer.