Du er her: Artikler » Boganmeldelser » Ferskvandsbøger
Akvariet
|
At betragte et akvarium er afslappende og beroligende. Planternes grønne farver giver en rolig modvægt til de smukt farvede fisk med deres interessante adfærd. De fleste akvarister tilbringer deres rolige stunder foran akvariet. Sandt nok, selvom nogle af timerne kan være hektiske, men en nybegynderbog må jo ikke tage modet fra en vordende akvarist - det skal de senere erfaringer som akvarist nok sørge for..! Men mange ærgelser slipper man for, hvis man følger denne bog. Skridt for skridt gennemgåes opstart, pasning og pleje, samt helbredelse af (fiske)sygdomme, således man ikke går helt forkert i byen. |
|
Et stort plus i bogen, er omtalen af sikkerheden omkring akvariet. El og vand er ligeså farlig en cocktail, som kørsel og alkohol.
Forslagene til indretning af et 60 ltrs. og et 100 ltrs. akvarium incl. fiskebesætning, giver et fingerpeg om hvordan det kan gøres, men jeg vil godt sætte en forvirret finger på forslagene om 3 algeædere + en Antennemalle. Hva' er en algeæder i denne sammenhæng? Ja, det må stå hen i det uvisse, for der mangler på disse sider et videnskabeligt navn på fiskeforslagene.
Ikke fordi jeg mener at en nybegynder straks skal kaste sig over de snørklede navne, men for at vedkommende f.eks. ikke skal gå hen og anskaffe sig 3 siamesiske sugesmerlinger, som kan blive 25-30 cm store og meget voldsomme i adfærden - så hellere 3 Antennemaller mere!
Ellers er forslagene ikke så dumme, blot kunne jeg godt tænke mig lidt flere eksemplarer af samme art - især hos stimefiskene - og så færre arter. Men hva' - den nye akvarist skulle meget gerne lære mere mange år frem.
En "panik"-nøgle giver gode råd a la fejlfinding i en vaskemaskinebrugsanvisning: Bobler på overfladen. Årsag: Skumrede. Løsning: Hold fingerne væk! = Klar snak! Bogen afsluttes med hos hvem man kan få adressen på den nærmeste akvarieforening, samt et afsnit om råd og advarsler.
Bogen er på 64 sider + omslag med mange flotte farvefotos, samt en del instruktive og skønne tegninger.
- En god og billig begynderbog..!